noter

Her er et digt jeg skrev efter at jeg så en hund i B-toget mod Høje Taastrup

DEN HANDICAPPEDE HUND 1 Den handicappede hund sidder i toget med sin ejer. Den har kun tre ben og er iført en speciel orange vest. Hvad betyder 'kun tre ben', tænker hunden. Alle folk i toget sidder med deres mobiltelefoner i hænderne. Jeg kunne bide dem alle sammen i ansigtet, hvis jeg ville, tænker hunden. Ingen roser hunden for hvor fint den opfører sig. Hunden slikker sin ejer i ansigtet. Den kan smage at han har spist taquitos fra 7-eleven. Ejeren smiler til hunden og siger, "hej". Hunden forsøger at smile, men er i tvivl om hvordan. En dame siger, "nååååeh, hvad er der sket med dig." Ejeren siger at hunden er blevet bidt af en anden hund. Hunden ved godt at ejeren lyver. Hunden ville ønske at ejeren ikke løj. At han ikke konstruerede en dramatisk fortælling, der bidrog til at give hunde et dårligere renomé generelt. Hunden blev bare født for tidligt, og så er der ikke mere i det.